• Dagcenteret bruger 3
  • IMG 442
  • Gupper 37

Lisbet-fik-en-hjerneskade-og-kommer-nu-på-karetmagerportens-dagcenterEn godartet tumor i hjernen ændrede Lisbets liv fra den ene dag til den anden. Efter operationen var hun lammet i den ene side, kunne ikke gå og lå bare i sengen. I dag går Lisbet med rollator, træner hos en fysioterapeut og kommer tre dage om ugen på Karetmagerportens Dagcenter for mennesker med erhvervet hjerneskade.

 

Lisbet har vanskeligt ved at gå. Hun har ikke rigtig nogen balance, siger hun selv. Derfor er rollatoren også en fast del af hendes liv. Hun er nødt til at have nogen eller noget at støtte sig til, når den ikke er i nærheden.

 

Et liv fyldt med masser af arbejde

Sådan har det ikke altid været. Inden Lisbet fik en hjerneskade var der en tid, hvor benene lystrede hendes tanker. Dengang havde hun en lederstilling på administrativt niveau og arbejdede både med mennesker og med tal. Tidligere har hun også været virksomhedskonsulent og undervist andre i at være en god leder og en god kommunikatør.

”Før jeg fik en hjerneskade, arbejdede jeg meget. Jeg havde heller ikke nogen børn, for det var det, det hele gik ud på – at arbejde. Førhen havde jeg mange tanker. Jeg kunne agere på mange punkter. Jeg havde ti fingre over det hele”, fortæller hun og viser med hænderne, hvordan hun havde en finger med i spillet mange steder.

 

Men mens Lisbet var fuldt optaget af at arbejde, voksede der en tumor i hendes hoved, uden at nogen vidste det.

”Jeg gik med det i fem år uden særlige symptomer. Jeg var langsom og kastede lidt op om morgenen, og det var faktisk de eneste syptomer. Jeg tænkte slet ikke over det. Jeg tænkte bare, at det var underligt, at jeg blev ved med at have det så mærkeligt, når der ikke var noget i vejen”.

 

Men ved et besøg hos en speciallæge i medicinske mave-tarm sygdomme blev hun henvist til en scanning. Derefter gik det stærkt. Scanningen viste, at hun havde vand i hovedet, og de sendte hende derfor til Rigshospitalet med det samme. To måneder efter hun var blevet opereret for vand i hovedet, blev hun opereret for knuden i hovedet.

 

Efter operationen var Lisbet hjerneskadet og lammet i højre side

Da Lisbet vågnede op efter operationen, havde hun en erhvervet hjerneskade. Hjerneskaden betød, at hun ikke kunne fortsætte i sit gamle job og fra nu af skulle koncentrere sig ekstra om at gå og formulere sig.

”Efter operationen kunne jeg ikke gå. Det kunne jeg slet ikke finde ud af. Jeg lå bare i sengen. Det generede mig ikke. Jeg lå bare og gloede. Så sov jeg lidt, så lå jeg og gloede. Sådan lå jeg i 14 dage.”

 

Efter de første to uger kom Lisbet op af sengen, men hun havde stadig problemer med at gå på grund af lammelsen i højre side. I den første tid troede fysioterapeuterne ikke, at hun kunne komme op af kørestolen, men efterhånden fandt de ud af, at hun godt kan gå, så længe hun har noget at holde fast i.

Men det er ikke kun motorikken, der har taget skade. Selvom Lisbet har bevaret sit intellekt, snubler hun af og til over tankerne. Hun skal koncentrere sig om at tale tydeligt, og derfor bliver hun også hurtigt træt, når hun har snakket i længere tid. Selvom det ikke viser sig i løbet af interviewet, fortæller hun også, at hun af og til siger ting, der ikke giver mening.

 

Lisbet har også mærket til en social isolation efter den erhvervede hjerneskade. Størstedelen af hendes netværk er væk, men hendes mand støtter hende.

”Jeg kan godt lide bare at sidde. Sådan var jeg også før, når jeg var derhjemme. Jeg har altid været en stille og rolig type, når jeg var derhjemme. Men det er godt at have en, der giver mig et skub. Hvis ikke der var en, der sagde til mig ’nu skal vi ned og handle’, så ville jeg bare sidde derhjemme”. Derfor fik hun indtil for nylig hjemmevejledning fra Karetmagerportens hjemmevejledning. De hjalp hende blandt andet med at få styr på de hjemlige vaner. Kommunen har dog valgt ikke at forlænge dette tilbud, selvom både hjemmevejledningen og Lisbet gerne ville have fortsat tilbuddet.

 

Lisbet kommer dog fortsat i Karetmagerportens Dagcenter. Det er vigtigt for hende at komme ud. Derfor kommer hun tre gange om ugen i dagcenteret. Hun fortæller, at den primære grund til at hun kommer, hverken er tilbuddene i dagcenteret eller de mennesker, der er der, men fordi hun gerne vil holde sig i gang.

”Hvis jeg gik derhjemme ville jeg være alt for stillesiddende. Derfor er det godt, at jeg kommer lidt ud.”

 

I dag træner Lisbet flere gange om ugen

Både Lisbet og hendes mand har måttet tilpasse sig hendes nye situation. Før i tiden lavede hun ofte mad, men i dag er det ham, der står for madlavningen. En af konsekvenserne af hendes hjerneskade, er at hun hurtigt bliver udmattet. Hvis hun skulle lave al maden, ville det tappe al hendes energi. Men hun skræller ofte kartoflerne, så de er klar til kogning. Rengøringen har de købt sig til, for hendes mand er stadig aktiv på arbejdsmarkedet.

 

Lisbets store håb er, at hun en dag kan slippe rollatoren helt. Derfor prioriterer hun at gå meget. Når hun handler ind med sin mand hver anden dag, vælger de en rute, der betyder, at hun skal gå meget med rollatoren. Hun får også professionel hjælp til at træne benene. To gange om ugen træner Lisbet hos nogle fysioterapeuter, hvor hun blandt andet går på løbebånd. I Karetmagerportens Dagcenter går hun også med en ergoterapeut igennem dagcenterets brede midtergang, men hun har stadig store problemer med sin balance selv nu over tre år efter den erhvervede hjerneskade.

 

I Karetmagerporten træner Lisbet sin motivation. Dagcenteret har hjulpet Lisbet med at få en større tro på sig selv socialt. Efter opfordring fra Karetmagerporten er Lisbet og hendes mand begyndt at gå ud at spise og tage på rejser sammen, sådan som de gjorde før hjerneskaden. Det giver hende en større livskvalitet og hun oplever, at hendes manglende motorik ikke behøver at være en hæmsko for de gode oplevelser i livet.

 

Lisbet fremhæver også selv det sociale ved Karetmagerportens Dagcenter. Her føler hun, at hun har fået en rolle, som minder om livet før hjerneskaden: ”Jeg synes, det er meget sjovt, at man møder andre mennesker i Karetmagerporten. Jeg var leder førhen, og derfor så har jeg altid taget mig af mine medarbejdere. Det gør jeg jo egentlig også nu. Nu synes jeg også, jeg skal tage mig af de forskellige mennesker i Karetmagerporten”.

 

Nicklas Lautrup-Meiner har interviewet Lisbet og skrevet artiklen (2014)

 

 

 

 

Læs flere historier fra Dagcenterets brugere og de pårørende

 

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Når du besøger vores hjemmeside, accepterer du automatisk vores brug af Cookies.